Mærkesager


Valgfrihed
Klart ansvar
Høj kvalitet





Pengene skal følge dig

Pengene skal følge dig lige meget hvilke ydelser, du har brug for i dit møde med velfærdssamfundet.

Tidlig opsporing og forebyggende behandling af psykisk sygdom

Samarbejde mellem hospital, egen læge, speciallæge og kommune skal understøtte tidlig opsporing af psykisk sygdom så forebyggende behandling kan sættes i gang.


Forpligtende samarbejder i psykiatrien

Praktiserende læge eller speciallæge, hospital og kommune skal samarbejde og inddrage patienten og de pårørende. Det skal være tydeligt, hvem, der har ansvaret for at følge op på samarbejdet. Patienten og de pårørende skal oplyses om de ydelser, som patienten har krav på så patientrettighederne styrkes. 


Vilkårene for velfærdspersonaler skal styrkes

Der er desværre ikke nogen nemme løsninger på de vanskelige og bekymrende vilkår, som velfærdspersonalet arbejder under. Derfor skal der, i tæt samarbejde med velfærdspersonaler, ses på alle muligheder for at vende udviklingen f.eks. løn, rekruttering, fastholdelse, trivsel, ledelse mv. 

 

Velfærdsuddannelserne skal gøres attraktive

Der er ikke kun et stort fald i ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen, men generelt til alle velfærdsuddannelserne. Hvis flere skal have lyst til at søge ind på velfærdsuddannelserne, skal der skabes nogle vilkår, der løfter velfærdsuddannelserne ud af krisen f.eks. elevløn på noget af uddannelsen, styrkelse af kvaliteten i uddannelserne med øget feedback og vejledning til de studerende samt et tættere samarbejde med praksis, så nyuddannede er bedre klædt på til udfordringerne på arbejdspladserne.

 

Regionerne skal nedlægges

Der er store udfordringer med styring og prioritering i de forskellige Regioner på tværs af Danmark.  Effektiviteten, og hvor nemt det er for dig at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, er meget forskellig, om du bor i Region Sjælland, Region Midtjylland,  Region Hovedstaden osv. Regionerne skal nedlægges, og der skal etableres et fælles landsomfattende Sygehus DK, hvor sygehusene hører under. Den overordnede styring af sygehusene skal varetages af en professionel ledelse. Det samme gælder for velfærdsinstitutionerne, som f.eks. ældreplejen og offentlige plejecentre, som udover en ledelse skal have egne bestyrelser.

 

Sundhedsplatforme skal kunne ''tale'' sammen

Når en patient er færdigbehandlet i offentligt og privat regi, skal egen læge, efter aftale med patienten, kunne tilgå oplysninger om patientens behandlingsforløb. Det skal være slut med fysiske breve mellem hospital og egen læge, eller at patienten selv skal forklare om sit behandlingsforløb til egen læge.

 

Private udbydere skal bruges som supplement

Private udbydere af fx sundhedsydelser skal kunne byde endnu mere ind, både som konkurrence og som supplement til offentlige tilbud, så alle borgere sikres tryg, stabil og specialiseret indsats.



Seniorlivet

Vores forhold til sundhed og sygdom er under forandring. En voksende opmærksomhed rettes mod sundhed, også økonomisk, og dette er ikke helt uden grund. Der anvendes kæmpe summer på sundhedsvæsenet allerede nu, og med flere ældre i fremtiden vil disse summer kun øges, hvis der ikke tænkes nyt. Forskning viser, at fremtidens ældre bliver en mangfoldig og differentieret gruppe med et væld af både menneskelige og samfundsmæssige ressourcer. Hvis fremtidens ældre skal imødekommes, skal de have større frihed fx bredere vifte af service - og velfærdstilbud, adgang til egen pension før pensionsalder, fokus på nye boformer.


Grøn omstilling og Grøn adfærd

Dansk forskning på forskellige områder skal undersøge, hvordan bæredygtige systemer integreres og optimeres bedst muligt, herunder vind energi, a-kraft, gas, brint mm. Dette vil vise, hvilke områder, der øger forsyningssikkerheden på den lange bane for bæredygtige energikilder f.eks., er El fra grønne energikilder hovedsagelig tilgængelig, når solen skinner og vinden blæser, men samtidig afhænger behovet for strøm til el-biler derimod af forbrugernes dagligdag. Dansk forskning og udvikling af bæredygtige systemer medvirker også til at styrke dansk industris konkurrenceevne og kan resultere i eksport af de udviklede teknologier til lande med mere tung industri. 


Fraværsregistrering på ungdomsuddannelserne har taget overhånd

Uddannelsessystemets nultolerance overfor f.eks. fraværsregistrering har taget overhånd. Elever tager i skole, selvom de er syge, og lægebesøg eller tandlæge tæller stadig som fravær. En sådan kultur skaber utryghed og sammenholdt med et stort fokus på karakterer, skabes et læringsmiljø, der ikke levner meget tillid og tryghed hos de unge. Det danske uddannelsessystem skal understøtte muligheden for et sundt og meningsfuldt hverdagsliv, hvor unge trives og lærer uden at være presset. Derfor skal der ske en yderligere styrkelse af tværfaglig uddannelsesvejledning, der skal endnu mere fokus på feedback i skolerne og mindre på karakterer. Unge ved bedst, hvad der giver mening for dem og skal inddrages i de politiske beslutninger på uddannelsesområdet, så de i langt højere grad er med til at skabe rammerne for et motiverende uddannelsessystem.


Ændring af selve optagemetoden på videregående uddannelser

Undersøgelser viser, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16-24 år giver udtryk for mental mistrivsel. Der er alt for stort fokus på høje karaktergennemsnit på de videregående uddannelser, og så længe unge bliver bremset i uddannelsesvejen af karakteren, vil de også have fokus på karakterer, hvilket skaber et stort pres på de unge. En sådan kultur skaber utryghed, og grobunden er lagt til konstant pres for at præstere. Derfor skal der ske en ændring af selve optagemetoden på videregående uddannelser. 



Boligfælleskaber mellem unge med stærke ressourcer og unge i stabile forløb i psykiatrisk regi

Alle unge skal trives også unge, som har det svært og har brug for ekstra støtte for at finde deres plads i livet. En mulighed er bæredygtige boligfællesskaber, tilknyttet en faglig uddannet støtteperson. Hele ideen bygger på aktive hverdagsvenskaber mellem unge, der har stabile forløb i psykiatrisk regi eller på anden måde er udfordret, og unge, der har ressourcerne og som brænder for at gøre en forskel for andre og har brug for en billig bolig.


Trivsel i børnehøjde

Forskning viser, at børns forudsætninger for udvikling og trivsel i stor udstrækning grundlægges i de første tre år Derfor er skal den tværfaglige indsats for at støtte en sund udvikling hos de små børn styrkes. Vi skal sikre danske familier kan tilrettelægge hverdagen efter de forskellige behov, de har fx, at der altid er et institutionstilbud i rimelig nærhed af familiens bopæl og med åbningstider, der i et vist omfang matcher familiens arbejdstider.